top of page

En blød stilart er ikke en skumfidus-stilart!

Indenfor oprindelig kampkunst siges det, at styrke ikke er nødvendigt, men mange tolker det sådan, at man i stedet er blød og slet ikke må bruge muskelstyrke! Det er en misforståelse, da "bløde" stilarter blot bruger styrken et andet sted: Nemlig i kroppens struktur i stedet for kroppens muskler.

Indenfor min stilart, Kyusho Aiki Jutsu, arbejder vi fra helt laveste grad med nedbrydning af overflødige spændinger i kroppen, og stilarten er ofte anset for at være i kategorien "bløde stilarter" - en kategori som i praktisk anvendelighed til selvforsvar ofte sidestilles med vingummibamser og brugte teposer. Der findes rigtig nok en del "velvære-kampkunst" derude, og jeg må indrømme at stilarter med navne som "Delfinkraftens Tai Chi" eller lignende ikke ligefrem fejer en sådan kritik af bordet. Men med så meget andet, skal man tit igennem meget skidt, før det bliver godt.

Skal man træne en ægte Yin-kampkunst, må man hellere finde ud af, hvad det egentlig indebærer, inden man lader sig forblænde af historier om kroppens energier og chakra. Den slags overlader vi til akupunktører og healere, for Yin-kampkunst er ikke healing, men det er opbyggende på mange andre områder. Lige for at briste boblen, så føles en blød stilart først og fremmest slet ikke blød eller massage-agtig på træningspartneren, men nærmere chokerende hurtig og overvældende kraftfuld.

Kyusho Aiki Jutsu en "Yin-stilart", det kan vi ikke afvise, for vi arbejder med at få kroppen til at give slip på de spændinger, der findes i de forskellige muskelgrupper; spændinger som holder bevægelsen tilbage og får dig til at tøve. Men Yin og Yang hører sammen som op og ned og frem og tiblage. To principper, modsætninger og sider af samme mønt, der hænger uløseligt sammen. Alt hvad vi gør, involverer både Yin og Yang.

Og en af de helt store øjenåbnere for mig, når det kommer ægte traditionel kampkunst - og noget jeg ofte underviser eleverne i - er, at når det kommer til kraftoverførsel, så øver vi ikke at kunne skubbe den anden mest muligt. Tvært imod handler det om at overføre ens egen bevægelse til modstanderen, som denne video er et eksempel på.

Overfører du død energi ved eksempelvis at hive hårdt i din partner, skal der relativt meget ekstra styrke til i forhold til din modstander, for at bryde gennem hans skjold. Ironisk nok skabes dette skjold i modstanderen på et millisekund og helt automatisk ved at han mærker en trussel - enten fysisk eller mentalt. I mange tilfælde vil en sådan teknik få et uventet udfald og enhver tøven eller mangel på fokus vil betyde at teknikken ikke får sin ønskede virkning. Og det er derfor, at vi arbejder med at overføre vores bevægelse til modstanderen som i modsætning til at tvinge vedkommendes krop til at bevæge sig.

I starten er det vigtigt at tage en langsom tilgang til teknikkerne, da det at flytte masse uden at spænde helt vildt op i kroppen er os ligeså fremmed som at flyve. Langsomt begynder alle de muskler, der spænder op, og dermed rent faktisk modvirker din krops bevægelser, at slappe af og fungere hurtigere og mere intuitivt. Herefter øver vi at mærke ens egen og modstanderens struktur i træningen, hvilket, giver kroppen en intuitiv forståelse af hvad der sker, hvilket gør den i stand til at bevæge sig som det nu er nødvendigt mod den givne modstander. Og som en bonus løsner det op for en masse mental frygt i sindet.

Yang-delen er et helt kapitel i sig selv, men handler om at redirigere kraften gennem kroppen på mest effektive vis. Ofte bliver kraften dirigeret gennem muskler, både de relevante og de irrelevante, hvor kraften så går til spilde - men her lader vi kraften fra jorden gå gennem vores struktur. En struktur som blandt andet trænes ved at øve kata med den rigtige hensigt og intention.

Det er oftest sagt, at gennem kampkunst lærer du dig selv bedre at kende, og intet er mere sandt end dette. Kyusho Aiki Jutsu er dyb selvudvikling, men filosofien er overladt til dig selv. Det er som at træne livet, men vi giver dig intet at følge udover træningen. Ægte kampkunst er nemlig så åbenbart og indlysende brugbart i livet, at det slet ikke er til at overse.

Featured Posts
Recent Posts
Archive
Search By Tags
No tags yet.
Follow Us
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
bottom of page